23948sdkhjf

Eksperter: Priskrigen på dagligvarer fortsætter i 2018

Vi kan godt forvente endnu billigere priser på dagligvarer til næste år, da krigen på dagligvaremarkedet ventes at fortsætte, lyder det fra to eksperter.
Dagligvarebutikkerne kæmper i disse år en hård kamp, og vinderen får en vigtig præmie - nemlig os, kunderne.

Den kamp har de senere år betydet, at priserne er blevet presset ned, og den udvikling, kan vi godt forvente, vil fortsætte efter årsskiftet.

Sådan lyder det fra Henrik Libak, som er ejer af Libak Retail og samtidig er mangeårig direktør i Dansk Supermarked.

Han har derfor et indgående kendskab til dagligvaremarkedet, og han forventer, at priskrigen butikkerne imellem vil fortsætte i 2018.

- Jeg tror, at supermarkederne vil fortsætte kampen. Når der bliver færre penge at slås om på markedet, er det nemlig nødvendigt at dreje på de tre parametre, der er: Prisen, udvalget - herunder kvaliteten - og servicen, siger Henrik Libak.

Her forventer han, at det særligt bliver på prisen og udvalget, at supermarkederne vil fortsætte kampen for at vinde kundernes gunst.

En af årsagerne til, at priskrigen ventes at fortsætte, er ifølge Henrik Libak, at dagligvaremarkedet ikke kun bliver presset af hinanden, men også restaurationsbranchen.

Vi spiser nemlig ude som aldrig før, uanset om det er street food, caféer eller restauranter.

- Selve spise-ude-kulturen er ved at få et niveau, vi ikke har set før, og det kommer til at ramme dagligvarehandlen hårdt. Det har det faktisk allerede gjort, hvor selve forbruget i dagligvarehandlen lige nu ikke vokser væsentligt, siger han.

Samme tendens ser man også hos Retail Institute Scandinavia. Det fortæller director Dorte Wimmer.

- Vi kan se, at der er stort fokus på, at det skal være praktisk og nemt. Vi spiser meget mere ude, og vi skal have meget mere hjælp til at lave mad, og det kommer naturligvis til at påvirke dagligvarehandlen rigtig meget, siger Dorte Wimmer.

Eksempelvis er restaurationsbranchen de senere år steget med 30 procent. Derudover forventes det, at vi bliver mere glade for de nemme løsninger, når vi handler ind, lyder det fra Dorte Wimmer.

Blandt andet kører en af Bilkas afdelinger i øjeblikket med en såkaldt "Click and Collect"-ordning, hvor folk kan bestille varerne hjemmefra og bare hente dem færdigpakket i butikken.

Derudover er onlinebutikken Nemlig.com blevet mere populær, og Coop.dk er også gået stærkt ind i nethandlen. Måltidskasser, hvor du får varer til flere dage sendt lige til døren, er også populære som aldrig før.

Det bliver altså den praktiske og nemme måde at handle på, vi kommer til at se mere til næste år, fortæller Dorte Wimmer.

Samme holdning deler Henrik Libak.

- Nethandlen bliver mere og mere fremtrædende. Vi vil jo gerne have tingene leveret til døren. Det har vi allerede nu set på hele nonfood-delen, så det kommer også til at ske på fødevarer, siger han.

Ser vi generelt på alle tendenserne og den igangværende priskrig på markedet, har Henrik Libak svært ved at se andet end, at det kommer forbrugeren til gode.

- Alt det der sker i øjeblikket, er kun til fordel for forbrugeren. Set med forbrugerøjne vil udvalget i butikkerne blive større, prisen vil blive lavere, og konkurrencen vil blive skærpet, siger han.

De kommende fem til ti år forventes dagligvarebutikker som Rema 1000, Netto, Lidl og Føtex at åbne endnu flere butikker, mens Fakta, Aldi og Kvickly ventes at må lukke butikker. Det viser en prognose fra Retail Institute Scandinavia.

/ritzau fokus/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079